Er bare ikke tilfreds…

Er bare så træt af at være fanget i det offentlige system, man skal bare gøre som de siger ellers får det konsekvenser… Men det er f….. svært når man skal stille flere instanser tilfreds, hvis mål ligger i hver sin ende af skalaen… Jeg står nu overfor endnu en udfordring på jobsiden, nemlig at jeg i løbet af min praktik har udviklet mig for meget. Fra at det sku være positivt er det gået hen og blevet negativt. Jeg er blevet for selvtænkende og tryg derhvor jeg er nu, så vi skal da lige presse citronen lidt, samtidig med at de ikke vil sende min sag for rehabiliteringsteamet, da jeg jo skal i DAT-forløb i psykiatrien. Hvilket jeg før glædede mig til. Så jeg skal blive i min praktik et halvt år endnu, hvilket er okay da jeg er super glad for at være der… Men ved bare nu at der ikke er nogen som helst mulighed/chance for at jeg kan blive der til “evig” tid, hvilket jeg rigtig gerne vil, da jeg endelig har fundet et sted jeg passer ind, for første gang i mit liv… Så synes det er en håbløs situation, at man skal straffes for at falde bare en smule til ro, så man også kan være noget for sit barn, når man kommer hjem.

Og kærlighed er vist også en by i Rusland, for når mændene høre om mine udfordringer bakker de baglæns, som om jeg smitter… Forstå det så, der er kun få ting i livet der smitter diverse forkølelses virusser, influenza af diverse slags og hiv. Jeg smitter ikke, men har brug for en at dele mine ting med, en der er der for mig, støtter mig og elsker mig som jeg er. For jeg har så meget at give, hvis bare du lærer mig at kende. Hvis du viser mig tillid, respekt, ærlighed og loyalitet, vil jeg være der for livet… Jeg har også følelser, og jeg er også blevet såret, men har altid kæmpet mig tilbage fra mine nederlag. Men denne gang føles det bare anderledes, kan ikke forklare det, men at sidde alene med alt det som jeg gør lige nu, uden en skulder og en tryg favn, er hårdt. Jeg giver ikke op, men tror bare jeg holder pause med at tro, håbe og drømme om en dejlig fremtid…

Men hvorfor skal man ende med den følelse, at lykke ikke er for mig, men for alle dem omkring mig?

Reklamer

Hvad er jeg???

Hvad er jeg? Og ikke hvem er jeg…

Helt basalt ved jeg godt, hvem jeg er: jeg er mor, jeg er alene, jeg er kvinde og jeg er et menneske. Og alligevel føler jeg mig ikke som en hvem, men mere som en hvad.

Jeg har set filmen DIVERGENT, fantastisk film, og den fik mig til at se mig selv, med andre øjne. Efter at ha’ set filmen, er jeg længer en person med bogstaver, for bogstaverne definere ikke, hvem eller hvad jeg er… Så fra nu af er jeg en, divergent…

Jeg passer ikke ind nogen steder og alligevel passer jeg ind stort set alle steder. For jeg er så heldig at have et hoved der ikke kun ser ting fra en vinkel, jeg kan faktisk trække mig ind i mig selv og finde en løsning, som regel bare ikke den løsning som i andre har. Derfor kan jeg ikke bare puttes ned i en kasse og så passer jeg ind, for jeg passer ind i flere kasser 😊 og jeg er begyndt at se det som en stærk og positiv egenskab, istedet for noget negativt. Men fra at se det som noget positivt og til at leve med det, er der lang vej. For ikke alle ser det positive i det, man føler sig “truet” af det, fordi jeg til tider er utilregnelig, i min måde at tænke og gøre tingene på…. Desværre for mig, er jeg udadtil nød til at opføre mig som i andre, og det er virkelig opslidende og trættende…

Forleden dag stod jeg i den situation at min prinsesse havde fødselsdag, og der skulle holdes fødselsdag for klassen. Heldigt for mig har en fantastik reservefamilie til hende som tilbød at stå for den og lægge hjem til. Efter endt børnefødselsdag er jeg inviteret til at blive og fejre hende sammen med dem. Men hvordan i alverden overlever man sådan en dag, med 10 børn, som jeg ikke ved hvordan jeg overhovedet skal være overfor, hvad kan jeg sige og hvor går grænsen? Glad for at jeg ikke var alene. Efter et par timer var jeg så brugt, at jeg bare ønskede at de sku hjem, 10 børn på sukker er ikke lige mig ☺️ jeg overlevede dog, første etape. Næste mål, at overlever spisningen med en masse fremmede mennesker, for der var inviteret deres familie. Ny situation, hvordan skal jeg så opføre mig, så jeg lukker mig inde og bliver stille og koncentrere mig om prinsessen, hun skal krammes, nusses og kysses hele tiden, hvilket vist ikke er almindelig bordskik (normalt heller ikke hjemme hos mig) men for mig når jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre, går jeg ind i min verden (kongeriget Nynne) og der eksistere kun mine “regler” for hvordan jeg overlever en udfordring…

Efter sådan en oplevelse, går der flere dage før jeg igen er menneske jeg er så brugt at jeg ikke foretager mig noget i flere dage bagefter, andet end at ligge i min seng og se tv, denne gang blev det divergent, og den har kørt uafbrudt i 2 døgn, mest fordi jeg ikke orker at tage stilling til, hvad jeg ellers skulle sætte i dvd’eren…

For hver gang jeg ser den, bliver jeg mere og mere klar over, hvorfor den mandlige hovedrolle Four virker så fantastisk… For han er ligesom Tris, den kvindelige hovedrolle…

I’m a divergent and i’m proud of it… ❤️

Så skal der ske noget…

Jeg har gjort en grim opdagelse!

Jeg lagde et post på fjæsen, hvor jeg spurgte om hvordan folk havde det at man har nogle mindre pæne ting med i bagagen, derefter fortalte jeg om mig og min bagage. For ligesom at få en mere ærlig respons, og det fik jeg. Men det sårer mig faktisk at opdage, at der ikke er plads til folk med lidelser fx. ADHD, OCD, angst, kraftig depression og PTSD. Det er som om folk er bange for at det smitter….. DET GØR DET IKKE…. Men det ville være dejligt ikke at stå alene med det, at have en at støtte sig op af, når det er svært og dele succesen med, når man vinder en kamp, stor som lille.

Har engang hørt en klog sige, mennesket er ikke skabt til at være alene, det var derfor Gud skabte Eva, så Adam ikke skulle være alene. Os med psykiske lidelser, har også brug for en Eva. Eller måske er vi Eva, som har brug for en Adam, for da Eva spiste fra træet stod Adam bag hende, fulgte hende og drog med fra edens have, han var der for hende.

Bare fordi vi har lidt koks i motherboardet, er det ikke ensbetydende med vi skal kasseres, vi kan repareres, med den rette støtte og uendelig meget tålmodighed og kærlighed.  Vi har brug for lige så meget kærlighed og tålmodighed som et barn/baby… De har også brug for hjælp til at lære, og tålmodighed til alle de gange det går galt 🙂 

Ved godt det er nogle skæve vinkler, men det er sådan jeg for det til at lyde, når jeg forsøger at få det ud, så det forhåbentlig giver en form for mening 😉

Så jeg har besluttet at der skal ske noget nyt i mit liv… Jeg vil prøve at gøre det modsatte af hvad jeg tror folk forventer af mig…

Jeg vil….

Sidder her og er mega ked af det, hvorfor piner jeg mig selv på den måde???

Flyttede for mig selv for 1½ år siden, fordi jeg troede det kunne rede forholdet. Vi havde været sammen og boet sammen i 4 år, og på de 4 år vælter min verden totalt, det var bare det ene efter det andet… Først bliver min far syg, han pisker ind og ud af sygehuset indtil de til sidst snupper det ene ben pga koldbrand. Så starter jeg på AOF, hvor de får mistanke om at jeg nok har en bogstavs-kombination. Jeg får en henvisning til en psykiater, og får diagnosen ADHD, depression og angst. Depression har jeg haft tidligere efter fødselen af mine tvillinger. Samtidig med at jeg får min ADHD diagnose, får jeg af vide at tvillingerne er blevet misbrugt af noget familie (på farens side), oveni købet noget familie tæt på. Så der er afhøringer, retssag og pressedækning. Alt dette er bare inden for det første år i forholdet. Min ADHD diagnose satte mange tanker igang i mig, jeg begyndte at kigge på mig selv og min måde at være på, og så analyserede jeg alting, for at finde ud af, hvad der var ADHD adfærd og hvad der var normalt. Så lige pludselig blev ADHD en undskyldning for at isolere mig og undgå at lave noget sammen med manden og ungerne. Jeg udviklede en berørings angst i forbindelse med misbrugssagen, han måtte ikke komme tæt på, væmmedes ved kys og intimitet, og kunne finde på at sige til ham, at han kunne bare finde noget ude i byen. Ønskede dog ikke at han gjorde det. Og da jeg lige har fået min diagnose, bliver besluttet at tvillingerne skal i plejefamilie, i stedet for at flytte hjem til mig, for jeg følte ikke jeg var i stand til at ta mig af to misbrugte børn, samtidig med at jeg skulle lære mig selv at kende, for nu var jeg ikke bare hende den underlige, men hende den underlige med ADHD. 

Da retssagen var afsluttet, laver dagplejen en underretning på mindste prinsessen, som har udtalt at manden har gjort noget ved hende, og det falder sammen med psykolog behandlingen af de store, så det er noget hun har opfattet i leg, og så passet det ind til far figuren i hendes liv, som er manden. Der blev selvfølgelig holdt et møde med kommunen, hvor det bliver aftalt at manden ikke må være alene med mindste prinsessen. Så jeg turde faktisk ikke aflevere hende til andre, ikke engang mormor. Efter ca 3 mrd bliver vi ringet op af sagsbehandleren, fra kommunen, at de afslutter anklagesagen, for der var jo ikke noget i det. De glemte så bare at komme og reparere de skader der var kommet i forholdet mellem manden og mindste prinsessen, men også mit forhold til dem begge + alle de tanker og følelser der kværnede rundt hos os begge (manden og jeg). Vi forsøgte selv at komme igennem det, men det lykkedes ikke. Og for så lige at komme lidt ekstra brænde på gulvet, bliver min far syg igen. Denne gang er det hjerte og lunger den er gal med, han er ved at drukne pga af væske i lungerne, og da de prøver at dræne væsken får han hjertestop, bliver “slået” tilbage til livet og bliver derefter haste overflyttet til hjerteintensiv på riget, der ligger han i en uge, hvor flere af organerne har været lukket ned. han er indlagt i 3 uger, og får hjertestop 3 gange. det bliver besluttet at han skal ha indopereret en pacemaker, og det gør de så og et par dage senere bliver han udskrevet, med kommentaren at, nu skal han hjem og nyde livet. Og det gjorde han sikkert også, for han var hjemme i 7 dage, inden han sov stille ind. Så den der pacemaker holdt ham i live i 10 dage, hvorfor så give ham den??? Det rammer mig hårdere end forventet, at han dør, for vi har altid haft sådan elske/hade forhold. Jeg har altid provokeret ham, for han skulle da ikke bestemme over mig, så skulle jeg være hjemme kl 22, kom jeg bevidst altid 5 min for sendt. Straffede han mig med stuearrest, var jeg egentlig ligeglad for havde det bedst med at være alene, så det var egentlig ikke en straf for mig med stuearrest. Og jeg har altid fået af vide at jeg ikke tænkte mig om, mine kærester var altid forkerte osv. Det var først da benet røg, at han begyndte at værdsætte mig, som den person jeg er. Er sikker på at al vores uenighed sad i det ben… Efter fars død, har jeg haft svært ved at tage stilling til store ting, for han var der ikke til at fortælle mig at nu havde jeg igen ikke brugt mit hoved, det sidder så dybt i mig at jeg føler mig usikker på mig selv, på at jeg kan træffe den rigtige beslutning for mig.

Efter alt det her, har jeg isoleret mig så meget, at jeg faktisk ikke forlader huset i flere dage ad gangen, ikke engang så meget som at gå ud med skraldet, jeg sidder i sofaen hele dagen og stener tv og når manden kom hjem fra arbejde forsvandt jeg som regel ned i soveværelset, den eneste der kunne komme i nærheden af mig, uden at blive afvist, var mindste prinsessen.

Jeg begynder at undersøge om der er steder, hvor man kunne møde andre med ADHD, og jeg fandt en ADHD-café i KbH, jeg var derinde en gang om måneden i et årstid, sammen med manden tog ingen steder uden ham pga angst, men syntes at det var langt at kører for 2-2½ times samvær med ligesindede. Og en af gangene vi var derinde, var der en af de andre der havde en støtte/kontaktperson med. Manden begyndte straks at undersøge muligheden for en støtte/kontaktperson til mig, og det lykkedes. Jeg fik min bostøtte i marts 2011, det var fedt for så behøvede jeg ikke at læsse alt af på manden. Men hvad systemet ikke er obs på, er hjælp til pårørende, det er jo også deres liv der forandres. Jeg startede også i en netværks gruppe, gennem kommunen, hvor vi var 7-8 deltagere alle med ADHD, og for første gang i mit liv, følte jeg at jeg passede ind at jeg hørte til i et fællesskab, det var en fed følelse. Jeg begyndte at snakke med nogen af de andre uden for gruppe tid, jeg kom hos dem og omvendt, jeg havde fundet nogen der forstod mig og ikke dømte mig for mine særheder. Jeg begyndte at bekæmpe min angst for at være ude blandt mennesker jeg ikke kendte, jeg fik lavet nogle rutiner der gjorde jeg kunne handle i det lokale center, uden manden. Jeg var færdig når jeg kom hjem, men jeg havde gjort det 🙂

Jeg brugte gruppen mere og mere, og fik nok ignoreret manden mere end han fortjente. Men jeg ville bare så gerne ud af mit fængsel, så hurtigt så muligt, så vi kunne være sammen som et par og ikke som bange pige og hendes beskytter. Problemet lå bare i, at vi ikke fik hjælp til at snakke om tingene og bearbejde dem sammen, for det var jo kun mig der havde fået en gruppe og bostøtte, vi blev ikke tilbudt noget hjælp sammen som par. Så vi endte med at tale forbi hinanden, vi følte os angrebet af den anden og gik i forsvars-mode. Hvilket kun førte til skænderier og alle følelser for den anden blev gemt væk, og til sidst var vi bare to venner der boede sammen. Da så beslutningen om at flytte bliver taget, gør jeg det i håb om at kunne rede vores forhold.

I starten trækker jeg mig lidt tilbage, for lige at finde mig selv og få skabt nogle rutiner for hverdagen, så den kom til at kører så smertefrit så muligt. Jeg begynder også at kigge ind i mig selv, og lytte til de ting som manden havde efterlyst, jeg begynder at se, hvor svært det har været for ham at bo sammen med mig. Jeg bliver virkelig ked af at jeg har været sådan overfor ham, men har jo ikke kunnet gøre noget for meget af det var jo udefra kommende faktorer. Vi taler meget sammen, faktisk dagligt og flere gange om dagen, jeg begynder ligeså stille at lukke ham ind i mit indre, i min boble, fortælle ham hvad han betyder for mig og at jeg er ked af at jeg ikke havde lukket ham ind før, og jo mere vi snakker sammen og er sammen, jo mere kan jeg mærke at jeg har følelser, dybe følelser for ham, som jeg faktisk ikke troede jeg havde, for havde ikke kunnet mærke dem da vi boede sammen, ikke på den her stærke måde. Vi begynder også at lege kærester, når vi er sammen, vi putter i sofaen, kysser, holder i hånd og vi har også sex regelmæssigt, så jeg begynder virkelig at tro på at det bliver os to igen, at hvis vi gav det en chance ville kærestefølesen også komme 100 % igen hos ham. Jeg begyndte at aflyse aftale og smide alt hvad jeg havde i hænderne, hvis der var mulighed for at vi kunne være sammen, endnu engang skubber jeg alt og alle væk, for jeg vil bare være sammen med ham mest muligt. Og sådan har det kørt det sidste årstid.

Jeg har virkelig vendt vrangen ud på mig selv, jeg vil gøre alt for at få det godt igen, for at blive den stærke person jeg var da vi mødtes. Nu har jeg fundet ud af at han har haft en anden sideløbende med mig, det sidste år. Så nu sidder jeg så og føler mig dummere end jeg nogensinde før har følt, jeg føler mig trådt på, pisset på og så føler jeg mig så lidt værd at man skal bruge mikroskop for at se mig. Føler at alt er forgæves og ligegyldigt. Vi snakker stadig sammen, og jeg prøver stadig at overbevise ham om at jeg er den rigtige for ham, samtidig med at jeg også prøver at overbevise mig selv om at jeg skal slippe ham. Han kontakter mig stadig dagligt, og vi ender med at sige ting til hinanden som lyder som angreb. Jeg er så ked af det nu og det gør så ondt indeni at jeg ikke ved hverken ud eller ind.

Jeg er begyndt at føle mig alene og ensom, jeg kan mærke at jeg vil arbejde med min angst for berøring, jeg er parat til at blive holdt om, holdt af og holde af, jeg vil være glad og lykkelig igen. men jeg føler mig hverken glad eller lykkelig. Jeg vil gerne give slip på manden, men kan alligevel ikke gøre det, for han har været en af de få jeg har holdt ved i 15 år. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få afsluttet det her??? Hvordan kommer jeg videre herfra, hvordan finder jeg kærligheden igen og troen på at jeg er god nok og noget værd som jeg er….

Jeg vil…. Elske mig selv. 

Visker tavlen ren, og starter forfra.

Det er noget tid siden sidst, og jeg har gået og spekuleret over, hvad vil jeg med bloggen???

Vil jeg bruge den til facts om ADHD og svaret blev nej, for det kan i finde andre steder. Så jeg har besluttet at det skal være min historie, de ting jeg slås med, mine tanker og følelser. For mit liv er så meget mere end mine diagnoser, det er de samme ting og problemer som i andre slås med, det er bare måden jeg takler dem på den måske er lidt anderledes.

lige i dette sekund er det computeren der kan bringe mig ud af fatning, den er simpelthen så sløv, jeg skriver nærmest i blinde. Så undskylder lige på forhånd, det har taget 30 min at skrive dette lille stykke. Kan mærker frustrationen i hele kroppen, det kribler i kroppen efter at få lov at hamre løs på tasterne og stampe i gulvet… Men det er computeren nok ligeglad med, så må hellere lade være for har kun den ene. Men før i tiden havde den fået en flyvetur og jeg havde råbt og skreget, indtil jeg ville bryde sammen i gråd. Kan hverken fortælle hvorfor jeg bliver så hidsig og udadreagerende eller hvorfor jeg bryder ud i gråd til sidst.

 

Gemmeleg

Ja ja ja, den ene uge tog den anden, og et år er gået. Jeg har ellers flere gange tænkt på at skrive, men så tog en ny tanke over og ja så blev det kun ved tanken… Men det er jo også tanken der tæller 🙂

Der er faktisk sket en del i det år, desværre mest modstand, men af modstand bliver man stærkere. Men er begyndt at spekulere på, hvor stærk har jeg egentlig behov for at være… Jeg skal åbenbart være med i en “stærk mand konkurrence”, med al den modstand.

Hvorfor er det at tingene altid ramler på en gang, og man aldrig rigtig når ovenpå før noget nyt ramler. Hvornår skal man komme sig, tænke over tingene og forberede sig på næste udfordring. Føler mig virkelig brugt og med et MEGA minus på energi-kontoen, og har ikke den mindste ide om, hvordan jeg skal få et dejligt stort plus på den konto. Jeg er derude, hvor jeg sover på alle de forkerte tidspunkter og har masser af energi om natten, hvor man ikke kan lave noget, for der sover prinsesen og der vil jeg gerne når vækkeuret ringer. Så hele den struktur jeg havde bygget op og som er nødvendig for mig, er væk… Har flere gange talt til 10 og ledt efter den, både i skabet, under trappen, i skuret og under sengen. Den er ikke sjov at lege gemmeleg med, den gemmer sig virkelig godt 😦

Jeg har jo rent faktisk en bedste ven, for Plejer er min bedste ven…

Ja ja ja…. Så kører det bare, lige ned i afgrunden.

Jeg må indrømme at året ikke startede helt som håbet, jeg fik en øjenåbner der mildest talt fik lagt mig ned, med et ordenligt brag… Jeg har altid troet at jeg havde styr på alting, og det har jeg også oppe i hovedet, men det var bare ikke mig der fik tingene til at ske, det var ham den anden :-). Jeg gav “ordrene” og han sørgede så for at de blev udført, f.eks. når ungerne skulle gøres klar om morgenen. Jeg sagde i skal sådan og sådan, og så gik jeg igang med mit og mit tanke mylder, og når jeg var klar sad de alle ude i bilen og ventede. Weee gode mig… eller noget 🙂 For det var jo bare ikke sådan virkeligheden var. Så nu skal jeg til at lære det, lære at holde fokus på det jeg skal og det jeg har gang i. Det går ikke super godt, men jeg tror på at det nok skal lykkes i sidste ende, men pyha den ende er langt væk. Det føles som et kæmpe nøgle garn, man har fået rullet ud og nu skal det så rulles op igen, men der er også knuder på for at det ikke skal være løgn… Hvorfor er der bare ikke noget der er nemt og ligetil her i livet, hvorfor??? Men det er ikke det eneste, for når man ligger der synes man lige pludselig at så kan hele verden også bare være lige meget. For der er jo ikke nogen der lige, helt af sig selv, hører hvordan det går, for det går jo fint. Tror de, og de har heller ikke grund til andet, for det er jo svært at se jeg har det dårligt, når jeg altid fiser ud af døren når nogen jeg kender har det skidt, det er altid mig der ringer og hører om vi skal finde på noget, det er bare altid mig… Hvorfor er det at jeg bare ikke er noget værd når folk har det godt, og når jeg er nede, er mobilen stille og jeg føler mig glemt og alene. Jeg går rundt og tror det er så vigtigt at være noget for alle, men for alle er jeg ikke noget vigtigt 😦 Er jeg nede er det mig der skal kontakte en, jeg kan bitche af på, tude til eller hvad jeg har nu har brug for… Og responssen er: Ja det er noget skidt, har du brug for jeg kigger forbi i løbet af ugen… NEEEEJ, jeg har brug for du kommer nu, for det er nu jeg har det så skidt, at jeg rent faktisk har ringet til dig og (inddirekte) bedt om hjælp. Som er en ting jeg meget sjældent beder om, og kun fra folk jeg stoler på, eller jeg tror jeg stoler på. For der er kun en person der er så tæt på at jeg turde åbne mig helt, og hende kan jeg ikke bruge for det er min 5 år gamle datter, så det går jo ikke at læsse voksenting af på hende. Jeg er blevet såret, dolket i ryggen og røvrendt så mange gange i mit liv, at jeg ikke har tillid nok til at lukke nogen ind i inderkredsen, ikke engang kæresten er der. Har prøvet, men så får han/hun bare gjort et eller andet der viser at de ikke respekterer mig eller sagt noget som skaber mistillid, og wupti så er de ude igen. Og det er kun ganske få der så har fået lov at komme ind igen og igen. Det er noget der er forbeholdt en bedste ven/veninde og en kæreste. Og først nævnte har jeg ikke noget af, for folk har svært ved at læse mig og jeg er ikke god til at komme til dem, så når nye møder mig er jeg hende den stille asociale ovre i hjørnet, og det er ikke lige sådan man får nye venner. Jeg er begyndt at prøve, med nogen af dem fra bogtavgruppen, men det er stadig mest envejskommunikation, det er hele tiden mig der skal tage initiativet, og det gider jeg ikke, hele tiden. Og de har ellers mange af de amme problematikker som mig, så det har vi da tilfælles, så de forstår mine særheder, kontra “normale mennesker” de kan godt blive lidt skræmt… For jeg får nogen gange nogen udbrud (jeg kalder dem hjerneblødninger) som kommer ud af den blå luft, eller får sagt noget som lyder fuldstændig tåbe ligt så folk vender sig om og snakker med dem på den anden side. Og jeg har faktisk rigtig mange fornuftige og kloge ting at byde ind med, har jeg fået af vide mange gange af folk der har givet mig en chance, men jeg bliver ofte til “klassens klovn” når jeg føler mig utryg, f.eks. når jeg er nye steder, sammen med mange nye mennesker eller bare mange mennesker og når tingene ikke er som de plejer. Jeg har jo rent faktisk en bedste ven, for Plejer er min bedste ven 🙂 og bliver jeg ikke klassen klovn så lukker jeg mig ind i mig selv, og observere bare, lagre det i hukommelsen så det kan findes frem ved anden lejlighed… Burde vel egentlig ha et kæmpe hoved med al den unødig information jeg slæber rundt på.

Hvorfor er relationer til andre mennesker så svært for mig at finde ud af???

Jeg har virkelig ikke lyst til at være alene resten af mit liv. Jeg vil have nogen, og især en speciel, at dele livet med. En af mine største frygte er at dø uden at der var nogen der opdagede det, at der ikke er nogen der savner mig nok til at holde en jævnlig kontakt. For det kan man kalde ensomhed, men det er desværre nok sådan det ender, når jeg ikke tør stole nok på nogen til at lukke dem ind i mit liv, og lade dem komme tæt på. Jeg vil bare så gerne ud i livet og møde det, med alt det gode og dejlige det byder på. Jeg vil gerne kunne lave noget spontant med en kæreste, om det være sig ud til nogen venner og spise eller en rejse væk fra hverdagen. Sådan nogle ting kan jeg bare ikke og det har ødelagt de sidste 2 forhold, fordi vi (mener jeg) helst skal være derhjemme, hvor der er trygt, sammen og helst kun os selv, ingen gæster og slet ikke “jeg-kom-lige-forbi” gæster.

Fuck… Jeg har åbnet for noget jeg ikke helt kan styre. Her sidder jeg alene i mit kongerige med tårer trillende ned af kinderne, et hjerte der galoppere afsted, en mave der er knuget så hårdt sammen at det gør ondt og ryster, af skræk (angst), for det er lige gået op for mig at jeg reelt har åbnet mig for hele verden, i ved mere om mig nu end mine nærmeste, og jeg kender jer ikke engang.