Sidder her og er mega ked af det, hvorfor piner jeg mig selv på den måde???
Flyttede for mig selv for 1½ år siden, fordi jeg troede det kunne rede forholdet. Vi havde været sammen og boet sammen i 4 år, og på de 4 år vælter min verden totalt, det var bare det ene efter det andet… Først bliver min far syg, han pisker ind og ud af sygehuset indtil de til sidst snupper det ene ben pga koldbrand. Så starter jeg på AOF, hvor de får mistanke om at jeg nok har en bogstavs-kombination. Jeg får en henvisning til en psykiater, og får diagnosen ADHD, depression og angst. Depression har jeg haft tidligere efter fødselen af mine tvillinger. Samtidig med at jeg får min ADHD diagnose, får jeg af vide at tvillingerne er blevet misbrugt af noget familie (på farens side), oveni købet noget familie tæt på. Så der er afhøringer, retssag og pressedækning. Alt dette er bare inden for det første år i forholdet. Min ADHD diagnose satte mange tanker igang i mig, jeg begyndte at kigge på mig selv og min måde at være på, og så analyserede jeg alting, for at finde ud af, hvad der var ADHD adfærd og hvad der var normalt. Så lige pludselig blev ADHD en undskyldning for at isolere mig og undgå at lave noget sammen med manden og ungerne. Jeg udviklede en berørings angst i forbindelse med misbrugssagen, han måtte ikke komme tæt på, væmmedes ved kys og intimitet, og kunne finde på at sige til ham, at han kunne bare finde noget ude i byen. Ønskede dog ikke at han gjorde det. Og da jeg lige har fået min diagnose, bliver besluttet at tvillingerne skal i plejefamilie, i stedet for at flytte hjem til mig, for jeg følte ikke jeg var i stand til at ta mig af to misbrugte børn, samtidig med at jeg skulle lære mig selv at kende, for nu var jeg ikke bare hende den underlige, men hende den underlige med ADHD.
Da retssagen var afsluttet, laver dagplejen en underretning på mindste prinsessen, som har udtalt at manden har gjort noget ved hende, og det falder sammen med psykolog behandlingen af de store, så det er noget hun har opfattet i leg, og så passet det ind til far figuren i hendes liv, som er manden. Der blev selvfølgelig holdt et møde med kommunen, hvor det bliver aftalt at manden ikke må være alene med mindste prinsessen. Så jeg turde faktisk ikke aflevere hende til andre, ikke engang mormor. Efter ca 3 mrd bliver vi ringet op af sagsbehandleren, fra kommunen, at de afslutter anklagesagen, for der var jo ikke noget i det. De glemte så bare at komme og reparere de skader der var kommet i forholdet mellem manden og mindste prinsessen, men også mit forhold til dem begge + alle de tanker og følelser der kværnede rundt hos os begge (manden og jeg). Vi forsøgte selv at komme igennem det, men det lykkedes ikke. Og for så lige at komme lidt ekstra brænde på gulvet, bliver min far syg igen. Denne gang er det hjerte og lunger den er gal med, han er ved at drukne pga af væske i lungerne, og da de prøver at dræne væsken får han hjertestop, bliver “slået” tilbage til livet og bliver derefter haste overflyttet til hjerteintensiv på riget, der ligger han i en uge, hvor flere af organerne har været lukket ned. han er indlagt i 3 uger, og får hjertestop 3 gange. det bliver besluttet at han skal ha indopereret en pacemaker, og det gør de så og et par dage senere bliver han udskrevet, med kommentaren at, nu skal han hjem og nyde livet. Og det gjorde han sikkert også, for han var hjemme i 7 dage, inden han sov stille ind. Så den der pacemaker holdt ham i live i 10 dage, hvorfor så give ham den??? Det rammer mig hårdere end forventet, at han dør, for vi har altid haft sådan elske/hade forhold. Jeg har altid provokeret ham, for han skulle da ikke bestemme over mig, så skulle jeg være hjemme kl 22, kom jeg bevidst altid 5 min for sendt. Straffede han mig med stuearrest, var jeg egentlig ligeglad for havde det bedst med at være alene, så det var egentlig ikke en straf for mig med stuearrest. Og jeg har altid fået af vide at jeg ikke tænkte mig om, mine kærester var altid forkerte osv. Det var først da benet røg, at han begyndte at værdsætte mig, som den person jeg er. Er sikker på at al vores uenighed sad i det ben… Efter fars død, har jeg haft svært ved at tage stilling til store ting, for han var der ikke til at fortælle mig at nu havde jeg igen ikke brugt mit hoved, det sidder så dybt i mig at jeg føler mig usikker på mig selv, på at jeg kan træffe den rigtige beslutning for mig.
Efter alt det her, har jeg isoleret mig så meget, at jeg faktisk ikke forlader huset i flere dage ad gangen, ikke engang så meget som at gå ud med skraldet, jeg sidder i sofaen hele dagen og stener tv og når manden kom hjem fra arbejde forsvandt jeg som regel ned i soveværelset, den eneste der kunne komme i nærheden af mig, uden at blive afvist, var mindste prinsessen.
Jeg begynder at undersøge om der er steder, hvor man kunne møde andre med ADHD, og jeg fandt en ADHD-café i KbH, jeg var derinde en gang om måneden i et årstid, sammen med manden tog ingen steder uden ham pga angst, men syntes at det var langt at kører for 2-2½ times samvær med ligesindede. Og en af gangene vi var derinde, var der en af de andre der havde en støtte/kontaktperson med. Manden begyndte straks at undersøge muligheden for en støtte/kontaktperson til mig, og det lykkedes. Jeg fik min bostøtte i marts 2011, det var fedt for så behøvede jeg ikke at læsse alt af på manden. Men hvad systemet ikke er obs på, er hjælp til pårørende, det er jo også deres liv der forandres. Jeg startede også i en netværks gruppe, gennem kommunen, hvor vi var 7-8 deltagere alle med ADHD, og for første gang i mit liv, følte jeg at jeg passede ind at jeg hørte til i et fællesskab, det var en fed følelse. Jeg begyndte at snakke med nogen af de andre uden for gruppe tid, jeg kom hos dem og omvendt, jeg havde fundet nogen der forstod mig og ikke dømte mig for mine særheder. Jeg begyndte at bekæmpe min angst for at være ude blandt mennesker jeg ikke kendte, jeg fik lavet nogle rutiner der gjorde jeg kunne handle i det lokale center, uden manden. Jeg var færdig når jeg kom hjem, men jeg havde gjort det 🙂
Jeg brugte gruppen mere og mere, og fik nok ignoreret manden mere end han fortjente. Men jeg ville bare så gerne ud af mit fængsel, så hurtigt så muligt, så vi kunne være sammen som et par og ikke som bange pige og hendes beskytter. Problemet lå bare i, at vi ikke fik hjælp til at snakke om tingene og bearbejde dem sammen, for det var jo kun mig der havde fået en gruppe og bostøtte, vi blev ikke tilbudt noget hjælp sammen som par. Så vi endte med at tale forbi hinanden, vi følte os angrebet af den anden og gik i forsvars-mode. Hvilket kun førte til skænderier og alle følelser for den anden blev gemt væk, og til sidst var vi bare to venner der boede sammen. Da så beslutningen om at flytte bliver taget, gør jeg det i håb om at kunne rede vores forhold.
I starten trækker jeg mig lidt tilbage, for lige at finde mig selv og få skabt nogle rutiner for hverdagen, så den kom til at kører så smertefrit så muligt. Jeg begynder også at kigge ind i mig selv, og lytte til de ting som manden havde efterlyst, jeg begynder at se, hvor svært det har været for ham at bo sammen med mig. Jeg bliver virkelig ked af at jeg har været sådan overfor ham, men har jo ikke kunnet gøre noget for meget af det var jo udefra kommende faktorer. Vi taler meget sammen, faktisk dagligt og flere gange om dagen, jeg begynder ligeså stille at lukke ham ind i mit indre, i min boble, fortælle ham hvad han betyder for mig og at jeg er ked af at jeg ikke havde lukket ham ind før, og jo mere vi snakker sammen og er sammen, jo mere kan jeg mærke at jeg har følelser, dybe følelser for ham, som jeg faktisk ikke troede jeg havde, for havde ikke kunnet mærke dem da vi boede sammen, ikke på den her stærke måde. Vi begynder også at lege kærester, når vi er sammen, vi putter i sofaen, kysser, holder i hånd og vi har også sex regelmæssigt, så jeg begynder virkelig at tro på at det bliver os to igen, at hvis vi gav det en chance ville kærestefølesen også komme 100 % igen hos ham. Jeg begyndte at aflyse aftale og smide alt hvad jeg havde i hænderne, hvis der var mulighed for at vi kunne være sammen, endnu engang skubber jeg alt og alle væk, for jeg vil bare være sammen med ham mest muligt. Og sådan har det kørt det sidste årstid.
Jeg har virkelig vendt vrangen ud på mig selv, jeg vil gøre alt for at få det godt igen, for at blive den stærke person jeg var da vi mødtes. Nu har jeg fundet ud af at han har haft en anden sideløbende med mig, det sidste år. Så nu sidder jeg så og føler mig dummere end jeg nogensinde før har følt, jeg føler mig trådt på, pisset på og så føler jeg mig så lidt værd at man skal bruge mikroskop for at se mig. Føler at alt er forgæves og ligegyldigt. Vi snakker stadig sammen, og jeg prøver stadig at overbevise ham om at jeg er den rigtige for ham, samtidig med at jeg også prøver at overbevise mig selv om at jeg skal slippe ham. Han kontakter mig stadig dagligt, og vi ender med at sige ting til hinanden som lyder som angreb. Jeg er så ked af det nu og det gør så ondt indeni at jeg ikke ved hverken ud eller ind.
Jeg er begyndt at føle mig alene og ensom, jeg kan mærke at jeg vil arbejde med min angst for berøring, jeg er parat til at blive holdt om, holdt af og holde af, jeg vil være glad og lykkelig igen. men jeg føler mig hverken glad eller lykkelig. Jeg vil gerne give slip på manden, men kan alligevel ikke gøre det, for han har været en af de få jeg har holdt ved i 15 år. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få afsluttet det her??? Hvordan kommer jeg videre herfra, hvordan finder jeg kærligheden igen og troen på at jeg er god nok og noget værd som jeg er….
Jeg vil…. Elske mig selv.
