Ja ja ja…. Så kører det bare, lige ned i afgrunden.
Jeg må indrømme at året ikke startede helt som håbet, jeg fik en øjenåbner der mildest talt fik lagt mig ned, med et ordenligt brag… Jeg har altid troet at jeg havde styr på alting, og det har jeg også oppe i hovedet, men det var bare ikke mig der fik tingene til at ske, det var ham den anden :-). Jeg gav “ordrene” og han sørgede så for at de blev udført, f.eks. når ungerne skulle gøres klar om morgenen. Jeg sagde i skal sådan og sådan, og så gik jeg igang med mit og mit tanke mylder, og når jeg var klar sad de alle ude i bilen og ventede. Weee gode mig… eller noget 🙂 For det var jo bare ikke sådan virkeligheden var. Så nu skal jeg til at lære det, lære at holde fokus på det jeg skal og det jeg har gang i. Det går ikke super godt, men jeg tror på at det nok skal lykkes i sidste ende, men pyha den ende er langt væk. Det føles som et kæmpe nøgle garn, man har fået rullet ud og nu skal det så rulles op igen, men der er også knuder på for at det ikke skal være løgn… Hvorfor er der bare ikke noget der er nemt og ligetil her i livet, hvorfor??? Men det er ikke det eneste, for når man ligger der synes man lige pludselig at så kan hele verden også bare være lige meget. For der er jo ikke nogen der lige, helt af sig selv, hører hvordan det går, for det går jo fint. Tror de, og de har heller ikke grund til andet, for det er jo svært at se jeg har det dårligt, når jeg altid fiser ud af døren når nogen jeg kender har det skidt, det er altid mig der ringer og hører om vi skal finde på noget, det er bare altid mig… Hvorfor er det at jeg bare ikke er noget værd når folk har det godt, og når jeg er nede, er mobilen stille og jeg føler mig glemt og alene. Jeg går rundt og tror det er så vigtigt at være noget for alle, men for alle er jeg ikke noget vigtigt 😦 Er jeg nede er det mig der skal kontakte en, jeg kan bitche af på, tude til eller hvad jeg har nu har brug for… Og responssen er: Ja det er noget skidt, har du brug for jeg kigger forbi i løbet af ugen… NEEEEJ, jeg har brug for du kommer nu, for det er nu jeg har det så skidt, at jeg rent faktisk har ringet til dig og (inddirekte) bedt om hjælp. Som er en ting jeg meget sjældent beder om, og kun fra folk jeg stoler på, eller jeg tror jeg stoler på. For der er kun en person der er så tæt på at jeg turde åbne mig helt, og hende kan jeg ikke bruge for det er min 5 år gamle datter, så det går jo ikke at læsse voksenting af på hende. Jeg er blevet såret, dolket i ryggen og røvrendt så mange gange i mit liv, at jeg ikke har tillid nok til at lukke nogen ind i inderkredsen, ikke engang kæresten er der. Har prøvet, men så får han/hun bare gjort et eller andet der viser at de ikke respekterer mig eller sagt noget som skaber mistillid, og wupti så er de ude igen. Og det er kun ganske få der så har fået lov at komme ind igen og igen. Det er noget der er forbeholdt en bedste ven/veninde og en kæreste. Og først nævnte har jeg ikke noget af, for folk har svært ved at læse mig og jeg er ikke god til at komme til dem, så når nye møder mig er jeg hende den stille asociale ovre i hjørnet, og det er ikke lige sådan man får nye venner. Jeg er begyndt at prøve, med nogen af dem fra bogtavgruppen, men det er stadig mest envejskommunikation, det er hele tiden mig der skal tage initiativet, og det gider jeg ikke, hele tiden. Og de har ellers mange af de amme problematikker som mig, så det har vi da tilfælles, så de forstår mine særheder, kontra “normale mennesker” de kan godt blive lidt skræmt… For jeg får nogen gange nogen udbrud (jeg kalder dem hjerneblødninger) som kommer ud af den blå luft, eller får sagt noget som lyder fuldstændig tåbe ligt så folk vender sig om og snakker med dem på den anden side. Og jeg har faktisk rigtig mange fornuftige og kloge ting at byde ind med, har jeg fået af vide mange gange af folk der har givet mig en chance, men jeg bliver ofte til “klassens klovn” når jeg føler mig utryg, f.eks. når jeg er nye steder, sammen med mange nye mennesker eller bare mange mennesker og når tingene ikke er som de plejer. Jeg har jo rent faktisk en bedste ven, for Plejer er min bedste ven 🙂 og bliver jeg ikke klassen klovn så lukker jeg mig ind i mig selv, og observere bare, lagre det i hukommelsen så det kan findes frem ved anden lejlighed… Burde vel egentlig ha et kæmpe hoved med al den unødig information jeg slæber rundt på.
Hvorfor er relationer til andre mennesker så svært for mig at finde ud af???
Jeg har virkelig ikke lyst til at være alene resten af mit liv. Jeg vil have nogen, og især en speciel, at dele livet med. En af mine største frygte er at dø uden at der var nogen der opdagede det, at der ikke er nogen der savner mig nok til at holde en jævnlig kontakt. For det kan man kalde ensomhed, men det er desværre nok sådan det ender, når jeg ikke tør stole nok på nogen til at lukke dem ind i mit liv, og lade dem komme tæt på. Jeg vil bare så gerne ud i livet og møde det, med alt det gode og dejlige det byder på. Jeg vil gerne kunne lave noget spontant med en kæreste, om det være sig ud til nogen venner og spise eller en rejse væk fra hverdagen. Sådan nogle ting kan jeg bare ikke og det har ødelagt de sidste 2 forhold, fordi vi (mener jeg) helst skal være derhjemme, hvor der er trygt, sammen og helst kun os selv, ingen gæster og slet ikke “jeg-kom-lige-forbi” gæster.
Fuck… Jeg har åbnet for noget jeg ikke helt kan styre. Her sidder jeg alene i mit kongerige med tårer trillende ned af kinderne, et hjerte der galoppere afsted, en mave der er knuget så hårdt sammen at det gør ondt og ryster, af skræk (angst), for det er lige gået op for mig at jeg reelt har åbnet mig for hele verden, i ved mere om mig nu end mine nærmeste, og jeg kender jer ikke engang.
Fra lorteliv - Til positiv 